112

24-årig mand anholdt i drabssag ved Plejecenter Samsøvej

Der er fortsat mange ting, som skal afklares, lyder det fra vicepolitiinspektør Kim Løvkvist om anholdelsen af den 24-årige mand.

Politiet har mandag formiddag anholdt en 24-årig mand, som mistænkes for at stå bag det brutale drab på den gravide kvinde ved Plejecenter Samsøvej torsdag aften.

Manden er afghansk statsborger og blev anholdt kl. 9.11, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Anholdelsen foregik angiveligt uden dramatik.

Den 24-årige vil i løbet af i dag blive afhørt og i morgen kl. 09.00 vil der ske fremstilling i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret begære dørlukning, så det er ikke muligt at komme med yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

– Den anholdte mand er mistænkt for at have begået drabet på den 37-årige kvinde. Efterforskningen af sagen kører fortsat på sit højeste, og der er fortsat mange ting, som skal afklares, lyder det fra vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

I weekenden blev to unge mænd efterlyst som vidner i sagen. To mænd meldte sig, men det viste sig ikke at være de rette personer. De to unge mænd, som formodes at have været i området i indbrudshensigt, er fortsat ikke blevet identificeret.

Søndag blev det meldt ud, at de to ville få frit lejde i forhold til deres berigelseshensigt, da deres observationer i forbindelse med drabssagen kan være meget vigtige. Melder de to sig ikke, har politiet gode spor efter dem, som formentlig senere vil føre til en identifikation.

Kommentarer