Holbæk

Truende mand havde knive

Søndag kl. 18.34 fik politiet oplysninger om, at en 47-årig mand fra den centrale del af Holbæk måske var i besiddelse af både våben og andre ulovlige effekter. Han havde truet med måske ville gøre skade på andre, hvorfor politiet straks med flere køretøjer rykkede til området ved den pågældende adresse.

Området blev afspærret, hvorefter politiet under de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger, men på udramatisk vis, fik kontakt til den 47-årige, der blev anholdt. Det samme skete for en 25-årig mand, der var på besøg hos den 47-årige, men den 25-årige blev hurtigt løsladt, da han ikke havde noget med sagen at gøre.

Ved undersøgelse af den 47-åriges bopæl fandt politiet i alt otte knive af forskellige karakter, så den 47-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven.

De ulovlige knive, der bl.a. var af typen halskniv og låsbare foldeknive, blev beslaglagt som bevis i sagen, og den 47-årige blev løsladt, da han ikke fandtes i besiddelse af yderligere, ulovlige effekter.

Beslaglæggelsen af knivene som bevis var den 47-årige ikke indforstået med, så en dommer skal nu se på retsgrundlaget for beslaglæggelsen af de ulovlige effekter.

Kommentarer