Regstrup

To mænd anholdt for besiddelse af hash og ulovlig kniv

Foto: Rigspolitiet/Niclas Jessen

Torsdag kl. 22.41 bemærkede en patrulje under kørsel forbi en parkeret bil, at de to mænd i køretøjet fumlede med noget under sæderne. Den ene af mændene blev genkendt af patruljen, der også genkendte bilen fra andre sammenhænge.

Politiet tog derfor kontakt til personbilen, hvor der befandt sig en 25-årig mand fra Vig og en 31-årig mand fra Regstrup, som havde forsøgt at gemme to hashplader med en samlet vægt på 200 gram under sæderne i bilen.

Begge mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af hashpladerne med henblik på overdragelse til andre, hvilket de ikke mente, at de kunne mistænkes for ud over besiddelsen. Den 31-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, da han var i besiddelse af en hobbykniv.

Politiet foretog også en ransagning af den enes bolig, men fandt ikke yderligere af politimæssig interesse ud over en peberspray tilhørende den 31-årige, så de to anholdte mænd blev løsladt i løbet af natten efter afsluttet efterforskning. De vil dog høre nærmere fra politiet, når sagerne skal strafferetligt afgøres.

Kommentarer