Thomas Evers og Hjerteforeningen inviterer til julebanko
Julen er hjerternes fest, og intet hjerte skal stå alene. Derfor arrangerer Hjerteforeningen 15. december virtuel julebanko for at gøre endnu en indsats for at mindske den december-ensomhed, som mange danskere føler.
Thomas Evers, ambassadør for Hjerteforeningen og kendt fra bl.a. Vild med Dans, er bankovært og vil tage deltagerne med ind i juleuniverset og give muligheden for at hygge og vinde flotte præmier, hvilket blandt andre adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft ser frem til.
– Ensomhed er en stor udfordring for danskernes hjerter – og ikke mindst her op til jul, hvor ensomheden desværre kan ramme ekstra hårdt. Måske især med det stigende smittetryk. Derfor håber vi, at vi med dette arrangement kan være med til at bringe noget julestemning hjem i stuerne, siger Anne Kaltoft, og Thomas Evers supplerer:
– Hvis vi bare kan være med til at gøre en forskel for én ensom, så vil vi gå glade i seng. Så jeg ser virkelig frem til det her julebankoarrangement, siger Thomas Evers Poulsen.
Mere end 380.000 danskere er svært ensomme, og ensomme har 30 procent større risiko for at udvikle en hjertesygdom. Samtidig oplever især mange ensomme, at hverdagen tynges ekstra meget af den eskalerende coronasituation. Håbet er derfor, at mange vil bakke op om det nye arrangement og få fyldt hjertet op med gode oplevelser.
– Det har været en hård tid for rigtig mange mennesker, og med det her arrangement kan vi forhåbentlig få en masse til at få et smil på læben og nyde lidt julebanko bag skærmen trygt bag hjemmets fire vægge, siger Anne Kaltoft.
Oprindeligt var der arrangeret én omgang julebanko, men da det første arrangement blev bestormet af tilmeldinger og måtte melde udsolgt efter ganske kort tid, vil der blive afholdt to omgange julebanko.
Tilmelding foregår her: https://hjerteforeningen.dk/intethjertealene/julebanko/
Kommentarer