Svømmehalsgrunden er bedre
Af Steen Klink, Byrådsmedlem, Dansk Folkeparti
Et meget stort flertal i kommunalbestyrelsen besluttede onsdag aften efter en langdebat at påbegynde planlægningen og opførslen af et ny plejecenter i Holbæk på grunden ved den gamle svømmehal. Rigtig mange har en mening om det, og det har vi også.
Først vil vi gerne rette en misforståelse; mange siger et plejehjem. Vi bygger sammen med en boligorganisation et nyt plejecenter, hvor selskabet står for boligerne og kommunen for centerdelen. Det er en model, som vi kender fra bl.a. Samsøvej i Holbæk og Elmelunden i Jyderup.
Når vi gerne vil bruge svømmehalsgrunden, er der mange årsager. Vi nævner nogle af dem. Vi ejer grunden, og den kan enten sælges med svømmehallen på eller den sælges ryddet. Begge dele vil give kommunen et provenu, som kan bruges til grundkapital til det nye byggeri.
Området er fuldt ud udbygget med bl.a. skole, børnehave og cirkus samt boliger. Det betyder, at de nye beboere vil flytte ind i et færdigt område.
Der er gode offentlige transportmuligheder.
Så er der sagt, at der ikke er udvidelsesmuligheder ved svømmehallen. Det er korrekt, men vi vil gerne love, at vi påbegynder arbejdet med at fremtidssikre Holbæk by i forhold til plejeboliger. Vi vil også love, at det ikke bliver i Holbæk Have. Vi ønsker nemlig, at provenuet fra Holbæk Have fuldt ud indgår i arbejdet med at udvikle vores kommune og understøtte boliger andre steder end i Holbæk by. I den forbindelse har vi meget fokus på den netop vedtagne boligstrategi for vores kommune. Vi får brug for penge til grundkapital til almene boliger.
Vi er blevet kritiseret for ikke at gå ind for administrationens forslag, som pegede på Holbæk Have. Til det vil vi bare indvende, hvis vi altid skulle følge forvaltningens indstilling, hvorfor skal vi så have 31 folkevalgte? Vi er også blevet klandret for ikke at følge høringssvarene. Til det vil vi bare indvende, at det første høringssvar fra Ældrerådet pegede på området ved svømmehallen. Ældrerådet har ligeledes sagt, at de ikke ønsker karrebyggeri. Byggeriet ved Holbæk Have opererede med 3 til 5 etager. Så vi har lyttet. Vi er dog som folkevalgte alene bundet af vores egen holdning, og den er meget klar her. Vi har lagt det hele på vægtskålen, og den var tungest ved svømmehalsgrunden, så enkelt er det.
Nu glæder vi os bare så meget til at komme i gang med byggeriet, og se et moderne plejecenter skyde op af jorden til gavn for de ældre i Holbæk Kommune.
Kommentarer