Sigtelse for uforsvarlig behandling af en hest på Holbæk Rideskole i september 2020
En 41-årig mand er nu også blevet sigtet for uforsvarlig behandling af en hest på Holbæk Rideskole i september 2020, efter at han den 31. august i år blev anholdt og sigtet for uforsvarlig behandling af en anden hest på samme rideskole. Kriminaltekniske spor giver grundlag for den nye sigtelse mod manden.
En 41-årig mand er i dag blevet sigtet for endnu en overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen i forbindelse med uforsvarlig behandling af en hest på Holbæk Rideskole forøvet natten mellem den 10. og 11. september 2020.
Efter anmeldelsen om den uforsvarlige behandling af en hest i 2020 foretog politiet grundige undersøgelser af hestestalden for at sikre eventuelle kriminaltekniske spor samt omfattende efterforskning i et forsøg på at få identificeret en mistænkt i sagen.
Politiet offentliggjorde endvidere dele af en overvågningsvideo i et forsøg på at få offentlighedens hjælp til at identificere den mand, der sås gå væk fra rideskolen. Trods offentliggørelse af overvågningsvideoen og efterforskningen i øvrigt lykkedes det ikke umiddelbart politiet at identificere ham.
Om formiddagen den 24. august 2021 modtog politiet endnu en anmeldelse fra samme rideskole. Overvågning fra rideskolen viste, at en mand i løbet af natten uberettiget havde opholdt sig i hestestalden, hvor han havde behandlet en hest uforsvarligt.
Den 41-årige blev anholdt den 31. august 2021 og sigtet for seneste forhold på rideskolen, efter at flere borgere henledte opmærksomheden på ham efter offentliggørelse af signalementet.
Politiet foretog herefter en målrettet efterforskning mod den 41-årige med fokus på de sikrede, kriminaltekniske spor for at få afklaret, hvorvidt han også kunne mistænkes i sagen fra 2020. Den efterforskning giver nu politiet grundlag for ligeledes at sigte ham for denne uforsvarlige behandling af hesten, der dengang måtte aflives.
Politiet og anklagemyndigheden har efter den nye sigtelse mod den 41-årige foretaget en nøje juridisk vurdering af bestemmelserne i retsplejeloven om varetægtsfængsling sammenholdt med de konkrete omstændigheder i de to sager, og der vurderes på den baggrund ikke at være grundlag for fremstilling af den 41-årige i et grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling.
Sagerne vil nu blive forelagt for Det Veterinære Sundhedsråd for at få en sagkyndig vurdering af, hvordan grovheden i behandlingen af hestene i de to sager bør vurderes.
Anklagemyndigheden vil herefter tage stilling til, hvordan det strafferetlige i sagerne om overtrædelse af dyrevelfærdslovgivningen forventes afgjort.
Midt- og Vestsjællands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen.
Kommentarer