Holbæk

Politiet leder efter ung mand i forbindelse med knivdrab

Vicepolitiinspektør Kim Løvkvist. Foto: MVSJL

Politiet leder efter en endnu ukendt ung mand, angiveligt teenager, i sagen om knivdrabet sent torsdag aften på en gravid 37-årig kvinde. Det oplyste vicepolitiinspektør Kim Løvkvist ved et pressemøde fredag formiddag.

En 37-årig gravid kvinde blev kort efter klokken 23 torsdag aften dræbt af knivstik i Holbæk, da hun var på vej hjem fra arbejde. Kvinden havde netop sat sig ind i sin bil, da hun blev overfaldet af en gerningsmand med kniv.

En kollega til kvinden forsøgte forgæves at afværge angrebet. Hun løb tilbage til arbejdspladsen, et lokalt plejecenter, for at tilkalde hjælp, og i mellemtiden stak gerningsmanden af med kniven.

Politi og beredskab var hurtigt fremme, men trods livreddende indsats lykkedes det ikke at redde kvindens liv, og hun afgik ved døden ved ankomst til Holbæk Sygehus.

Kvinden var gravid, og det lykkedes at redde barnet, som ifølge politiet stadig er i live og overført til Rigshospitalet.

Ud fra kollegaens signalement efterlyser politiet nu en ung mand, 18-19 år, spinkel af udseende, og formentlig af anden etnisk herkomst af dansk. Han bar en sort jakke og sort hue.

På pressemødet fortalte vicepolitiinspektør Kim Løvkvist, at efterforskningen har stået på hele natten.

– Det er selvfølgelig dybt, dybt tragisk, og vi holder alle døre åbne i denne efterforskning. Der er kastet massive ressourcer og kompetencer ind i sagen; vi efterforsker bredt og vi holder alle døre  åbne, sagde han og understregede vigtigheden af, at eventuelle vidner henvender sig til politiet.

Har borgere i området bemærket noget omkring klokken 23.10, hører politiet gerne fra dem, ligesom man skal være opmærksom, hvis man ser en henkastet kniv.

Kim Løvkvist opfordrede også til, at beboere i området gemmer overvågningsbilleder fra privat overvågning.

Politiet har desuden fået oplysninger om to forbipasserende unge mænd, som skulle have været på Samsøvej netop som drabet blev begået.

– Vi har endnu ikke fået kontakt til de to mænd. De må meget gerne kontakte politiet, da de kan have informationer, som er vigtige for efterforskningen”, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

Kommentarer