Narkokørsel i varebil med stjålne nummerplader
Onsdag kl. 00.08 standsede politiet en varebil, der på Valdemar Sejrsvej kørte rundt med stjålne nummerplader monteret. Bag rattet i varebilen sad en 26-årig mand uden fast bopæl, som politiet mistænkte for at være påvirket af narkotika under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og tillige for kørsel uden førerret, idet han ikke havde generhvervet sit kørekort efter udløbet af en frakendelse af førerretten.
Varebilen var blevet afmeldt i september måned, men nu forsynet med stjålne nummerplader fra en varebil af et andet mærke efter et tyveri af dem i Jyderup få dage forinden.
Den 26-årige blev anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, men blev i forbindelse med visitationen fundet i besiddelse af en kniv i bilen uden at have et anerkendelsesværdigt formål hermed. Det medførte yderligere en sigtelse for overtrædelse af knivloven, inden politiet løslod ham efter udtagelse af blodprøven. Politiet vil senere kontakte ham, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, og sagerne dermed kan afgøres.
Kommentarer