112

Narkobilist forsøgte at snyde med sin identitet

Kl. 12.55 målte færdselspolitiet en varebil til at køre med mindst 81 km/t på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 60 km/t. Bag rattet i varebilen sad en mand, der efter en narkometertest skønnedes påvirket af kokain under kørslen. Manden oplyste en identitet til politiet, som anholdt ham i forbindelse med sigtelsen for narkokørslen i bilen og hastighedsovertrædelsen.

Den anholdtes reelle identitet blev dog senere klarlagt som en 23-årig mand fra Køge, efter at den 23-årige indledningsvist havde oplyst identiteten på et familiemedlem. Den 23-årige viste sig at være både frakendt kørekortet og i øvrigt efterlyst af Københavns Politi til afhøring i en sag om tyveri.

Sigtelserne mod den 23-årige kom nu også til at omfatte overtrædelse af straffeloven, fordi en uskyldig kunne risikere at blive udsat for strafforfølgning på grund af de forkerte identitetsoplysninger, ligesom de forskellige overtrædelser af færdselsloven også blev præsenteret for ham. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til de forskellige sager løslod politiet den 23-årige, der vil høre nærmere, når sagerne mod ham skal afgøres.

Kommentarer