Regeringen har foreslået en velfærdslov, som pålægger regeringen at afsætte flere penge til offentligt forbrug i takt med, at der kommer flere børn og ældre og dermed flere brugere af den offentlige sektor.

I en fremskrivning af de offentlige finanser har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregnet, hvordan de offentlige budgetter vil udvikle sig, hvis velfærden hvert år skal følge med den demografiske udvikling.

I så fald vil den finanspolitiske holdbarhed udgøre 5,7 procent af BNP. Det betyder, at man hvert år kunne øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne med 5,7 procent af BNP og stadig have en stabil gældsudvikling. Det svarer til 140 milliarder kroner i dagens tal – halvanden gang mere, end coronakrisen har kostet.

”I de kommende år vil der komme flere børn og ældre, som har brug for velfærdssamfundet. Det kunne man måske tro, vil dræne de offentlige kasser, eller kræve at vi hæver skatterne. Men faktisk har Finansministeriet allerede budgetteret med, at velfærden skal følge demografien på langt sigt – og mere til. Så vi har mere end råd til det,” siger Jon Nielsen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Velfærdsloven lægger konkret op til at lægge en bund under velfærden ved at lade de offentlige udgifter følge med den demografiske udvikling. Men når Finansministeriet fremskriver de offentlige finanser, indregner ministeriet, at det offentlige forbrug efter 2025 ikke bare stiger i takt med demografien, men at velfærden også følger med tiden i takt med, at vi bliver rigere.

Velfærdsloven foreskriver altså en billigere model, end hvad Finansministeriet planlægger med på langt sigt – også billigere, end vi faktisk har råd til med de nuværende skatter.

”Hvis vi forestiller os, at politikerne nøjes med at øge det offentlige forbrug i takt med demografien, som velfærdsloven foreskriver, og holder fast i de nuværende skatter og den aftalte stigning i pensionsalderen, så vil de offentlige finanser blive ekstremt overholdbare. Vi ville få råd til, hvad der svarer til halvanden coronakrise om året. Politikerne skal spørge sig selv, hvad gavn vi ville have af det?” siger Jon Nielsen.

”Selv hvis man følger Finansministeriets fremskrivning vil der være et råderum på 27 milliarder kroner. Selv i det scenarie vil vi have udsigt til at opbygge en positiv og stigende offentlig nettoformue,” siger Jon Nielsen.

Analysen peger på, at velfærdsloven ikke svækker nogen af de rammer, der sikrer sunde offentlige finanser i dag. Til gengæld kan velfærdsloven få betydning for, hvem der får gavn af det løbende råderum i de offentlige budgetter – om det er dem, der har gavn af skattelettelser, eller de børn, ældre, syge og handicappede, der har brug for hjælp fra det offentlige.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

• Hvis fremtidige politikere nøjes med at følge velfærdsloven, vil det offentlige forbrug over tid udgøre en mindre og mindre andel af BNP. I Finansministeriets lange fremskrivninger udgør det offentlige forbrug en stigende andel af BNP, fordi det forudsættes, at fremtidige politikere vil øge forbruget med mere, end demografien tilsiger.
• Den stigning er der mere end råd til inden for de gældende regler for skatter og overførsler. Således er de offentlige finanser markant overholdbare.
• De offentlige finanser bliver ekstremt overholdbare, hvis fremtidige politikerne nøjes med at følge velfærdsloven og øge forbruget i takt med demografien. Konkret ville holdbarheden stige til 5,7 procent. Det svarer til 140 milliarder kroner – cirka halvanden coronakrise om året hvert år.
• Velfærdsloven svækker ikke nogen af de eksisterende rammer, som understøtter en holdbar finanspolitik. Til gengæld forøger den sandsynligheden for, at politikerne vil dække den løbende demografiske regning.