Mand stak af fra bil
Natten til onsdag kl. 00.32 ønskede politiet at standse en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Føreren af personbilen ønskede umiddelbart ikke at tale med politiet og forsøgte at stikke, indtil bilen kom ind på Kirkevej, hvor føreren stak af til fods.
Den undløbne fører havde måske ikke lige erkendt, at politipatruljen var en hundepatrulje, så politiet brugte efterfølgende politihundene til at følge det spor, som den flygtede fører havde afsat.
Efter ca. to kilometers søgning endte et spor ved et hus i Mørkøv, hvor politiet fik kontakt til en 27-årig mand fra Mørkøv. Han var i besiddelse af bilnøglen til den bil, som han var flygtet fra, så politiet sigtede ham for kørsel i frakendelsestiden, fordi han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 27-årige var kortvarigt anholdt i forbindelse med politiets nærmere undersøgelse af omstændighederne, idet den bil, som han var flygtet fra, var afmeldt hos Motorstyrelsen og måtte derfor ikke benyttes til kørsel på offentlig vej.
Den 27-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når politiet har afsluttet efterforskningen vedrørende kørslen og det benyttede køretøj.
Kommentarer