112

Mand død efter påkørsel på Ringstedvej i Holbæk

Foto: Rigspolitiet

Torsdag kl. 01.00 skete et uheld på Ringstedvej ud for Hellestrupvej i Holbæk, hvor en bilist påkørte en 43-årig mand, som af ukendte årsager opholdt sig på kørebanen.

Bilisten, en 18-årig mand fra Holbæk, kørte ad Ringstedvej mod nord, da der pludselig var noget på vejen foran ham. Bilisten kunne ikke se, at det var en person, men kunne ikke nå at standse og påkørte den 43-årige mand fra Holbæk, som pådrog sig livstruende skader.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor der blev ydet førstehjælp til den 43-årige mand. Han blev kørt til sygehuset med politieskorte, men hans liv stod ikke til at redde. Han blev konstateret død ved ankomsten til sygehuset. Den 43-åriges pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Patruljen optog rapport om uheldet, og afhørte den stærkt rystede bilist og flere vidner, som havde set manden på vejen. En bilinspektør undersøgte uheldsstedet, og vejen blev først genåbnet omkring kl. 03.00.

Kommentarer