112

Hærværk mod to biler

Kl. 18.36 anmeldte en 53-årig, kvindelig bilejer fra Holbæk, at hendes bil var blevet udsat for hærværk, da den holdt i Ladegårdsparken. To af bilens dæk var blevet punkteret med tydelige stikhuller, så bilejeren havde tilkaldt autohjælp.

Mens hun kl. ca. 19.50 opholdt sig ved bilen og ventede på autohjælpen, måtte bilejeren igen kontakte politiet, idet nogle unge forsamlede sig i området, hvilket bilejeren fandt utrygt. En patrulje kørte derfor til området, hvor politiet også traf en mandlig bilejer, hvis bil netop var blevet udsat for hærværk i form af stenkast mod bilen.

I området traf politiet nogle af de lokale unge, som politiet jævnligt træffer ved patruljering i beboelsesområdet. Ingen af de unge kunne umiddelbart mistænkes i de to sager, men politiet forblev i området i et par timer med yderligere patruljer i præventivt øjemed, indtil autohjælpen senere på aftenen havde afhentet den punkterede bil.

Begge sager efterforskes nu af politiet, der er i tæt dialog med begge bilejere i et forsøg på at få afdækket, hvorfor netop deres to biler som de eneste i området skulle udsættes for hærværk. I den forbindelse ønsker politiet at komme i kontakt med personer, der i mørket måtte have set nogen forøve hærværk ved at stikke noget i bildækkene på kvindens bil eller omkring kl. ca. 19.50 set nogen kaste sten mod den mandlige bilist. Oplysninger i sagerne gives til politiet på tlf. 114.

Kommentarer