Af Nicolai Sandager, Liberal Alliance

”Jeg vil have en fridag!” – ”Jeg gider ikke i skole!” – ”Jeg er træt!”

Alle de ovenstående udsagn er en del af en kontinuerlig diskussion jeg har med min 11-årige søn hver morgen. De lange skoledage har den konsekvens for ham, at han ikke har overskud til at mødes med kammerater eller fordybe sig ordentligt i fritidsinteresser. Det mentale overskud er simpelthen brugt op.

Det bliver mest tydeligt og udtalt når vi så kommer til tider med længere pause i skolegangen, som f.eks. påskeferien. Efter et par dage til at lande på benene – så var der frivilligt gang i legeaftaler og han fik øvet sig på sin kunst som han er rigtig god til og han elsker at sidde og tegne og male – jeg fik ham sågar med ud på mountainbike. Overskuddet var vendt tilbage og med den, kreativiteten.

Når man som forældre oplever den store forskel der er på børn når de får lidt luft, så kan det kan jeg ikke lade være med at stille ret store spørgsmål til formålet med de lange skoledage. Hvorfor er det, at en elev i 5.klasse skal have lige så mange timer som jeg havde i 3.G?

Det er mig en gåde hvad formålet er?

Hvordan hjælper det med at fremme dannelsen hos vores børn, hvis der ikke er overskud til at andet end at sidde på skolebænken. Hvordan lærer vi dem at elske kunst og kultur, hvis de ikke har overskuddet til kreativitet og eftertænksomhed?

Hvis ikke vi fokuserer på at dannelse også er vigtig og at dannelse er andet en faglig kunnen, så fremelsker vi en åndelig fattigdom som vi ikke kan være tjent med.

Som en af mine kollegaer så malende udtrykte det.

Heldagsskolen er noget lort!