112

Falsk hjemmehjælper i Gislinge

Foto: Kim Matthäi Leland

Tirsdag formiddag kl. 10.12 anmeldte pårørende til en 69-årig kvinde fra den centrale del af Gislinge by, at det 69-årige familiemedlem havde fået stjålet noget smertestillende medicin mandag morgen i tidsrummet kl. ca. 08.30 – 09.00.

En ukendt kvinde havde henvendt sig og oplyst at være fra hjemmeplejen, hvorefter hun fik adgang til den 69-åriges bolig, hvor hun foretog mindre gøremål, inden hun forlod stedet.

Kort efter kom kvinden retur under påskud af, at hun havde glemt sin mobiltelefon, som hun ledte efter ved at åbne skuffer og skabe, inden hun med en mobiltelefon i hånden forlod den 69-åriges bopæl. Herefter opdagede beboeren tyveriet af det smertestillende medicin.

Hjemmeplejen i Holbæk kommune blev efterfølgende kontaktet, men hjemmeplejen havde ikke haft en medarbejder hos den 69-årige, der således havde haft besøg af en falsk hjemmehjælper.

Den mistænkte blev beskrevet som: A: Kvinde, 35-40 år, 162-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Havde håret sat op i en “knold”, Talte: Dansk, Iført: Ukendt påklædning, men formentlig jeans.

Politiet har nu optaget rapport om tyveriet og forsøger at få identificeret kvinden med hjælp fra eventuelle vidner, der måtte have set hende i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysning er i sagen.

Borgere kan sikre sig ved f.eks. at spørge efter legitimation eller kontrollere besøget ved opringning til hjemmeplejen for at få afklaret rigtigheden heraf, såfremt nogen uden den sædvanlige uniformering eller uden legitimation pludselig henvender sig og oplyser at være fra f.eks. hjemmeplejen.

Kommentarer