112

Færdselsuheld på Bagmarken

Tirsdag morgen kl. 07.15 var der sket et sammenstød mellem to bilister på Bagmarken, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.

Politiet kørte også til uheldsstedet, hvor de implicerede stod i rabatten på vejen, så de ikke spærrede for den øvrige trafik.

En 20-årig kvinde fra Stenlille var i en personbil kørt ad Bagmarken mod øst, da der skete et sammenstød med en anden personbil, som en 46-årig mand fra Nyrup førte i modsat retning. Bilerne ramte hinanden på deres respektive venstre sider, og sammenstødet var ikke voldsommere, end at de to parter blev tilset af ambulancepersonalet og konstateret uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved sammenstødet, der skete i vådt føre og regnfuldt vejr.

Kommentarer