112

Et døgn med mange påvirkede bilister

Politiets færdselsindsats gav søndag flere sager med påvirkede bilister. Hele fire narkobilister blev stoppet og to spiritusbilister måtte afgive en blodprøve.

Kl. 15.45 stoppede en færdselsbetjent en 44-årig kvinde fra Birkerød i en personbil på Gershøjvej i Sæby, Kirke-Hyllinge – Lejre i en rutinekontrol. Kvinden blæste i alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Hun havde desuden ikke et gyldigt kørekort, da hun ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve i forbindelse med en betinget frakendelse i en hastighedssag. Hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel uden førerret. Efter blodprøveudtagelsen blev hun løsladt.

Kl. 15.58 på Sydmarksvej i Kyndeløse blev en 50-årig mand fra Dragør stoppet i en færdselskontrol. Han blæste alkometeret væsentligt over det tilladte, så han blev anholdt, fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt.

Kl. 18.35 kørte en patrulje på Vordingborgvej i Herfølge, Køge, hvor de standsede en bilist rutinemæssigt. En 34-årig mand fra Haslev sad på førersædet, og han blev testet positiv for kokain i en narkometertest. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve.

Kl. 19.35 blev en 21-årig mand fra Kirke-Hyllinge sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev standset på Hornsherredvej i Sæby, Kirke-Hyllinge – Lejre. Hans kørte desuden uden gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget i en tidligere færdselssag.

Kl. 22.03 standsede en patrulje en personbil på Mellemvang i Holbæk. Chaufføren, en 29-årig mand fra Lejre var påvirket af narko. Han var desuden frakendt retten til at køre bil helt frem til år 2025 på grund af flere tidligere færdselssager- blandt andet narkokørsel. Han blev sigtet, anholdt og løsladt igen efter at have fået taget blodprøven. Bilens ejer blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort.

Kl. 23.30 kørte en 22-årig mand fra Nykøbing Falster ved en burgerrestaurant på Nordhøj i Ølby, da han blev standset af en patrulje. Han blev testet med narkometeret, som viste, at han havde indtaget kokain. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse og løsladt.

Nu venter politiet på resultatet af blodprøveanalysen på de mange sager, hvorefter de sigtede vil høre mere om sagens videre gang.

Kommentarer