Efter genåbningen: Kræftpatienter føler sig utrygge
Hver tredje kræftpatient er utryg i det genåbnede samfund, viser en rundspørge i Kræftens Bekæmpelses Brugerpanel. En del af patienterne holder sig fortsat hjemme for at undgå smitte med corona.
Mens mange stadig jubler over, at mundbind, hjemmearbejde og corona-pas nu er fortid, vækker det hos kræftpatienterne bekymring, at corona-restriktionerne er væk.
Hver tredje kræftpatient føler sig utryg i det genåbnede samfund, og hver fjerde holder sig hjemme det meste af tiden, for at undgå smitte. Det viser en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelses Brugerpanel, hvor 350 kræftpatienter har svaret på, hvordan de har det lige nu.
Hver anden særligt sårbare kræftpatient er utryg
Ser man på svarene fra gruppen af særligt sårbare kræftpatienter, er der utryghed hos hver anden, også selvom de har fået fjerde booster-stik.
– Kræftpatienternes svar gør stort indtryk på mig. På den ene side ser vi glæde i befolkningen over de ophævede restriktioner, og mange er nu i gang med at leve livet som før corona. På den anden side ser vi sårbare patienter, hvor selv hverdagens små gøremål som indkøb og transport giver utryghed, siger Pernille Slebsager.
Efter flere efterårs- og vintermåneder med et nedlukket Danmark, var det 1. februar i år slut med tvungen afstand, corona-pas og andre af de udmeldte restriktioner. Og det på trods af, at der stadig er tårnhøje smittetal grundet Omikron, som dog giver et mildere sygdomsforløb og derfor ikke belaster sygehuskapaciteten.
Men det er altså ikke alle, der jubler over genåbningen. Det viser de generelle tryghedstal i Kræftens Bekæmpelses brugerpanelsundersøgelse. 60 pct. af kræftpatienterne siger også, at deres tryghed ved at færdes i det offentlige rum i høj grad eller i nogen grad har ændret sig efter genåbningen.
Stort set alle de adspurgte tager derfor forholdsregler, og begrænser at opholde sig på steder med mange mennesker (69 pct.) og giver færre knus og håndtryk (68 pct.). Disse forholdsregler lægger sig fint op Sundhedsstyrelsens råd til personer i øget risiko.
Hver fjerde holder sig hjemme det meste af tiden
Men desværre viser tallene også, at hver fjerde kræftpatient holder sig hjemme det meste af tiden. Og dét bekymrer Kræftens Bekæmpelse.
– Det slider på livskvaliteten at holde sig hjemme det meste af tiden. Undersøgelsen er en reminder til os alle om at være OBS på vores adfærd i det offentlige rum. Vigtigt for sårbare grupper, at vi viser hensyn og husker at følge de smitteforebyggende råd, siger Pernille Slebsager.
350 kræftpatienter har deltaget i undersøgelsen og heraf er 42 pct. aktuelt i kræftbehandling eller i forebyggende efterbehandling.
Kræftens Bekæmpelse opfordrer til kontakte egen læge eller behandlende læge, hvis man er i tvivl om, hvilke forholdsregler, der gælder i forhold til individuelle risiko i det genåbnede samfund. Man er også velkommen til at vende sine eventuelle bekymringer med vores rådgivere på Kræftlinjen eller i kræftrådgivningerne i hele landet, siger Pernille Slebsager.
Kommentarer