Samfund

Bygherre fundet til opførelse af plejecentret på Vandtårnsvej

Foto: Holbæk Kommune

Onsdag kunne Holbæk Kommune løfte sløret for totalentreprenøren, der skal bygge plejecentret på Vandtårnsvej. 

Det bliver G.V.L. Entreprise A/S, som er et 100 procent danskejet firma, der står i spidsen for det samlede team bestående RUM arkitekter, Landskab og byplanlægning – Kragh Berglund og ISC-ingeniører, der har erfaring med opførsel af plejecentre. Det skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse onsdag

Færdigprojekteringen skal tage udgangspunkt i de ønsker og behov, som Lejerbo Holbæk og Holbæk Kommune i fællesskab har defineret på baggrund af den inddragelsesproces, med workshops og møder, der blev afviklet i 2021, hvor medarbejdere, politikere, Seniorrådet, Handicaprådet, udsatterådet, beboerdemokrater og andre interessenter deltog, lyder det.

Indflytning medio 2025

Ifølge den nuværende tidsplan forventes det, at første spadestik kan tages, til byggeriet ultimo 2023, og de første beboere kan flytte ind i løbet af sommeren 2025.

Baggrund

Kommunalbestyrelsen besluttede den 26. august 2020, at der skal opføres et nyt plejecenter på den gamle svømmehalsgrund på Vandtårnsvej i Holbæk i samarbejde med en almen boligorganisation.

Efter fem boligselskaber har været med i en udvælgelsesproces for at finde den samarbejdspartner, som projektudviklingen af det nye plejecenter skal foretages med, valgte Kommunalbestyrelsen den 20. januar 2021 Lejerbo Holbæk til opførelse og drift af kommunens nye plejecenter.

Lejerbo Holbæk vil stå for opførelse af byggeriet og vil efterfølgende varetage driften af de 80 almene plejeboliger. Udgifterne til plejecenterets servicearealer driftes af Holbæk Kommune.

 

Kommentarer