Bedre kønsbalance i dansk film
En langsigtet indsats fra Filminstituttet og filmbranchens side for at skabe bedre balance mellem kønnene bærer nu frugt både foran og bag kameraet.
Mangfoldighed i dansk film er et vigtigt fokusområde for Filminstituttet, da mangfoldighed er en af forudsætningerne for, at filmkunsten hele tiden kan udvikle og forny sig. Centralt i arbejdet for en styrket mangfoldighed er indsatsen rettet mod kønsbalancen, både foran og bag kameraet. Siden 2016 har Filminstituttet sammen med filmbranchen søgt en bedre balance mellem kønnene i dansk film gennem monitorering og bevidstgørelse. Det er denne fælles, langsigtede indsats, der ifølge nye tal fra Filminstituttet, nu ser ud til at bære frugt.
I 2021 var der for første gang lige så mange kvindelige som mandlige instruktører på spillefilm, der modtog produktionsstøtte fra Filminstituttets konsulentordning. Mandlige og kvindelige instruktører var også ligeligt fordelt på film, der fik støtte til udvikling af filmen og til manuskriptet.
“På et af dansk films helt centrale områder, nemlig filmstøtten, er der for første gang nogensinde en lige balance mellem kønnene. Det er en stor og helt nødvendig bedrift, som filmbranchen har præsteret. Det er sket uden lovgivning eller kvoter, men skridt for skridt gennem videndeling, stærke samarbejder og venlige puf,” udtaler Filminstituttets direktør, Claus Ladegaard.
Flere ansøgninger og hovedroller
Tallene viser også, at Filminstituttet nu modtager langt flere ansøgninger fra kvindelige instruktører end tidligere. Andelen af ansøgninger og bevillinger er nært forbundet, hvorfor det har været et selvstændigt mål at få flere ansøgninger med kvindelige instruktører.
Blandt medvirkende i spillefilm har der været fremgang for kvinder i bærende roller. I 2021 var 58 % af hovedrollerne i spillefilm for voksne besat af en kvinde. Det er højeste niveau målt til dato.
Selvangivelse for køn
Indførelsen af en selvangivelse for filmproducenter vedrørende kønsfordeling er et eksempel på den monitorering, der er taget initiativ til. Formålet er, at producenterne ved at forholde sig til køn på de forskellige funktioner foran og bag kameraet bliver mere bevidste om, hvordan de sætter filmholdet på deres produktioner. Selvangivelsen blev indført i 2018 på frivillig basis og blev gjort obligatorisk i 2020. Den bliver alene anvendt til at skabe bevidsthed i filmbranchen, og oplysningerne indgår ikke i Filminstituttets vurdering af produktionerne.
Fortsat indsats
Filminstituttets samarbejde med filmbranchen fortsætter blandt andet med fokus på funktioner og ordninger, hvor kønsbalancen fortsat er skæv, samt en konsolidering, dér hvor den er lige.
Kommentarer