Andel fra Svinninge øger mulighed for grøn omstilling og går ind på marked for varmepumper
Andel ønsker at øge elektrificeringen af danskernes opvarmning og gøre det nemt og overskueligt for boligejere at sige farvel til både naturgas og olie. Derfor køber koncernens energiselskab SEAS-NVE Strømmen nu varmepumpefirmaet Enova Energy.
Cirka 400.000 danske boliger opvarmes med naturgas, og i 80.000 andre boliger buldrer oliefyrene. Nu gør SEAS-NVE Strømmen klar til at hjælpe mange af dem over på mere klimavenlige opvarmningsformer. Målet er at sikre et bæredygtigt klima og bidrage til CO2-neutralitet. Vejen dertil går via en elektrificering af opvarmningen, og her spiller varmepumper en central rolle.
’Energimarkederne er turbulente, og krigen i Ukraine er medvirkende til, at gaspriserne har nået hidtil ukendte højder. Samtidig bliver klimaforandringerne fortsat mere og mere nærværende og konkrete. Det har skabt en markant stigning i efterspørgslen efter varmepumper, og vi vil hjælpe kunderne ved at gøre det nemt og overskueligt at skifte de fossile varmekilder ud med vedvarende energi. Det har vi fundet den helt rigtige partner til at bistå os med. Enova Energy er et fremragende eksempel på en virksomhed, hvor fokus først og fremmest er på kundernes behov, på kvalitet og på grøn omstilling”, siger Ole Christian Vestergaard, adm. direktør i SEAS-NVE Strømmen.
I første omgang vil Enova Energy i eget navn levere ydelser og services i den samme velkendte kvalitet, som de allerede er kendt for.
Enova Energy har siden 2014 specialiseret sig i rådgivning, installation og service af varmepumper af høj kvalitet og med kunderne i centrum.
Enova Energy ser et stort potentiale i at forene kræfterne med SEAS-NVE:
’Det er vores ambition at vokse og blive en markant spiller på markedet for varmepumper. På den rejse har vi brug for en stærk medspiller, som kan tilføre os nye kompetencer og de økonomiske muskler, det kræver at rykke op i øverste liga. Jeg er overbevist om, at det vil vi lykkes med sammen med SEAS-NVE Strømmen og Andel’, siger Martin Falch Rasmussen, direktør og medstifter.
Kommentarer