Kultur

Aktiviteter i vand og på land ved til Fjordens Dag

Foto: Holbæk Kommune

Søndag den 20. august inviterer foreninger ved Holbæk Fjord til aktiviteter i vand og på land i forbindelse med Fjordens Dag.

Fjorden og området omkring er hjemsted for et rigt dyreliv, og er samtidig hjemsted og base for et væld af fritidslivets mangfoldige muligheder.

Fjorden har sin egen dag, og i år er det søndag den 20. august i Holbæk klokken 10.00-15.00.

Foreninger ved fjorden har aktiviteter i vand og på land og byder til Fjordens Dag velkommen til hyggelige aktiviteter langs fjorden, som giver indhold til både underholdnings- og velværekontoen. Det hele er gratis – du skal bare dukke op.

Kajak, sup board, fiskeri og meget mere

På dagen kan du opleve de mange muligheder, som foreningerne ved fjorden byder på. Det kan være kajak, sup board, søspejder, saunagus, yoga, sejlads, løb og meget mere.

Du kan for eksempel møde Holbæk Kajak Klub, Søspejderne, Holbæk Sejlklub, Holbæk Tursejler, Kystlivscenter, Unghavn, Holbæk Roklub, Holbæk Svømme klub, Vinterbadeklubben Holbæk, Popupsurfshop, Holbæk og Omegns Lystfiskerforening, Mænds Mødesteder Holbæk, Holbæks Grønne Lunge, Tuse å’s Ørredsammenslutning, TrygFondens Livredderpatrulje, Holbæk Gangsport, Holbæk Træskibslaug, Holbæk Tri, Sidesporet og Hawila.

Spring ombord på træskibet Hjalm eller Nationalmuseets Bonavista, som gratis sender dig på en rundtur på fjorden eller kom forbi Legeskibet, som lægger til ved kajen og igangsætter leg på havnen.

Deltag i Holbæk Løbe & Motionsklubs to gratis løb på henholdsvis 4 og 14 kilometer. Begge løb har start ved Sejlklubben på Marinaen klokken 10.20 og mål ved Ishuset Sonny Boy. På 14-kilometerløbet sejler henholdsvis Hørby Bådelaug og Holbæk Dykkerklub dig gratis tilbage til startområdet på Marinaen. Sidste afgang tilbage fra Hørby er klokken 13.00.

Alle løbere – og gående –kan, når målstregen er passeret, indkassere is hos Ishuset Sonny Boy.

 

Kommentarer