34-årige mand varetægtsfængslet efter sigtelse for voldtægt
![](https://holbaeknetavis.dk/wp-content/uploads/sites/115/2022/07/3117fa77576c3cee965caf6b50e7f068_34-aarige-mand-varetaegtsfaengslet-efter-sigtelse-for-voldtaegt_primeImage.jpg)
Søndag formiddag blev en 34-årig mand fra Jyderup anholdt og sigtet for voldtægt af en kvindelig bekendt.
Kl. 07.55 fik politiet en anmeldelse fra en 19-årig kvinde om, at hun i løbet af natten var blevet seksuelt krænket i forbindelse med ophold på en 34-årig mandlig bekendts bopæl i Jyderup. Hun havde nu forladt mandens bopæl og ønskede hjælp fra politiet.
Politiet fik kontakt til den 19-årige kvinde, der straks blev undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb i København
Efterforskningen i sagen førte hurtigt til identificering af en 34-årig mand fra Jyderup, som blev anholdt søndag kl. 10.43. Han blev herefter også undersøgt for eventuelle spor efter overgrebet mod den 19-årige.
Efterfølgende blev den 34-årige mand sigtet for overtrædelse af straffelovens voldtægtsbestemmelse. Mandag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle den 34-årige mand indtil den 9. august.
Kommentarer