29-årig mand anholdt for vold i Ladegårdsparken – politiet søger vidner
Torsdag kort efter kl. 13 fik politiet anmeldelse fra nogle beboere i Ladegårdsparken om, at der havde været et slagsmål imellem to mand ved springvandet i Ladegårdsparken Øst. Patruljer kørte til stedet, men da var alt roligt.
Umiddelbart efter dukkede en 24-årig mand fra Holbæk op på politistationen for at anmelde en voldsepisode i Ladegårdsparken kort tid forinden. Manden havde skader i hovedet og på hånden formentlig forårsaget af en et slag eller stikvåben, så politiet tilkaldte en ambulance, som kørte ham på sygehuset.
Patruljerne, som stadig befandt sig i Ladegårdsparken, fandt frem til en mistænkt i sagen, en 29-årig mand fra Holbæk, som blev anholdt og sigtet for at have slået den 24-årige mand i hovedet og stukket ham i hånden med en kniv. Han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling.
Hundepatruljer afsøgte området for spor i sagen, og patruljerne afhørte vidner på stedet.
Den 24-årige pådrog sig ikke alvorlige skader, men blev udskrevet fra skadestuen efter behandlingen, hvorefter han blev afhørt til sagen. Motivet til overfaldet skyldes formentlig en intern personlig strid imellem de to parter, og anklagemyndigheden fandt ikke grundlag for at fremstille den 29-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Han blev derfor løsladt, og politiet arbejder nu videre med at belyse sagen.
Vidner som overværede overfaldet, og som kan komme med oplysninger om hændelsesforløbet bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Kommentarer