Erhverv

2021 var et strategisk udviklingsår for EWII

2021 var et strategisk vigtigt år for EWII-koncernen med mange opkøb og frasalg, fremgår det af koncernens årsregnskab for 2021. Foto: EWII

Den jysk-fynske energikoncern EWII kom ud af 2021 med virksomhedens næststørste overskud nogensinde – et samlet overskud på 402 millioner kroner i et år, der også bød på store opkøb og frasalg.

”Vi er meget tilfredse med resultatet i år. Det er summen af en fokuseret og flot arbejdsindsats på alle niveauer i koncernens forretningsområder,” siger administrerende direktør for EWII-koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

Samtidig er det et resultat af en række større, strategiske beslutninger, der blev eksekveret i 2021.

EWII-koncernen tog et vigtigt skridt på klimaområdet ved at engagere sig i ladestandermarkedet, blandt andet ved at købe en ejerandel i Zapp ApS. Den 30. september styrkede koncernen sine elnetaktiviteter med købet af El-net Øst A/S på Bornholm, og ved årets udgang tog koncernen et strategisk vigtigt skridt fra at være lokal aktør på bredbåndsmarkedet til at være landsdækkende. Det skete ved købet af majoriteten af bredbåndsudbyderen Kviknet.dk ApS.

Sidstnævnte manifesterede sig allerede i starten af dette år, da Zapp, EWII og Københavns Lufthavn offentliggjorde en aftale om opsætning af 1350 ladestandere på lufthavnens arealer i Kastrup.

EWII udviklede også i 2021 et samarbejde med den japanske energi-gigant, Tokyo Gas, og kunne i januar 2022 offentliggøre, at koncernen sammen med Tokyo Gas har etableret developerselskabet TOWII Renewables.

Udover opkøbene valgte koncernen samtidig at frasælge selskabets udenlandske vindmøller i Tyskland og Sverige, samt sine ejerandele i Energi Danmark A/S og Digizuite A/S.

”2021 har været et stort strategisk udviklingsår, hvor vi har fået skabt forudsætninger for bedre at kunne udnytte mulighederne på energi- og bredbåndsmarkedet,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Reduceret risikoeksponering har vist sig at være en god ide

Det har været en strategisk prioritet at reducere koncernens risikoprofil. I et år, der blev afsluttet med stærkt stigende energipriser, viste værdien sig ved, at eksponeringen mod garantistillelser er blevet væsentligt reduceret. EWII er således hidtil gået nogenlunde upåvirket gennem den tiltagende energikrise. Koncernens egen trading-forretning blev stabiliseret og udgjorde en modvægt til de dramatiske markedsudviklinger, der startede ultimo 2021, og som er fortsat ind i 2022, hvor de er blevet forstærket af krigen i Ukraine.

”En positiv udvikling er, at vi fra 1. januar 2022 er fuldbyrdet balanceansvarlige. Det har vist sig at være godt timet på grund af den prisudvikling, der har været hen over året, ” siger Lars Bonderup Bjørn.

Stærke politiske initiativer

EWII har i 2021 været en markant stemme i debatten om fremtidens energisystem. Den historisk betingede sektoropdeling giver udfordringer, da der er særskilt regulering for hver sektor, og de udfordringer er særligt tydelige i en koncern, der dækker mange sektorer. EWII har derfor publiceret rapporter om sektoropdelingens konsekvenser.

Om den beslutning siger Lars Bonderup Bjørn:

”Vi kommer ikke udenom sektorkobling i den grønne omstilling, og det er afgørende for os, at vi er med til at udvikle Danmark i den rigtige retning på det område. Alle vores strategiske prioriteter, både i år og de foregående år, peger hen imod et grønt, sektorkoblet, gasfrit samfund.”

Udover de strategiske prioriteringer har selskabet også fået et rygstød af en positiv udvikling på elsalget, og så har koncernens satsning fra 2019 med at rulle fiber ud til samtlige husstande i Trekantområdet vist sig at være lidt billigere end forventet, hvilket også bidrager til det positive resultat.

Kommentarer