Samfund

170 mio. kr. til drikkevandsfond og 40 mio. kr. til to marine naturnationalparker

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne vil etablere en drikkevandsfond, som skal gå til at beskytte vores grundvand. Derudover afsættes der penge til to marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.

Rent og urenset drikkevand, som kommer direkte fra undergrunden og ud i hanerne, er en unik dansk ressource. Og der skal være tryghed om drikkevandskvaliteten i Danmark, også i fremtiden.

Med finansloven for 2022 afsætter regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne derfor 170 mio. kr. til en drikkevandsfond, som skal styrke drikkevandsindsatsen i hele landet.

Drikkevandsfonden består af en tilskudspulje til at medfinansiere drikkevandsbeskyttelse i vigtige indvindingsområder i dag, samt i strategisk vigtige indvindingsområder i fremtiden. Der oprettes desuden en tilskudspulje til afvikling af ubenyttede drikkevandsboringer, der ikke er sløjfet på forsvarlig vis.

Den nye drikkevandsfond skal bl.a. målrette drikkevandsindsatsen i de mest udsatte områder i samarbejde med vandværker og kommuner. Samtidig skal vidensgrundlaget for drikkevandsbeskyttelse opdateres, bl.a. med udgangspunkt i vandværkernes og kommunernes viden.

På finansloven 2022 afsættes der desuden 40 mio. kr. til etablering af marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt. Der prioriteres midler til vidensindsatser, et sekretariat for hver af parkerne og naturfremmende indsatser i begge områder. Regeringen vil til foråret komme med et oplæg til en konkret model for naturnationalparkerne, hvor det bl.a. undersøges, om naturnationalparkerne kan etableres efter UNESCO-kriterier under hensyntagen til fortsat erhvervsmæssig eller anden aktivitet i havområderne.

– Det er en stærk grøn aftale, hvor vi passer bedre på både fremtidens drikkevand og vores natur i havet. Vores havmiljø er under pres, og med nye marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund og naturgenopretning med bl.a. stenrev giver vi vores havmiljø en tiltrængt hjælpende hånd. Samtidig passer vi bedre på grundvand og drikkevand med den nye fond til beskyttelse af vigtige indvindingsområder og nye muligheder for vandselskaberne. Aftalen afspejler et stærkt, grønt samarbejde til gavn for naturen, miljøet og klimaet, siger miljøminister Lea Wermelin.

Kommentarer